Når bisættelsen er forbi, så oplever mange efterladte at stå alene tilbage i et kaos af følelser. "Du kan bare ringe", opfordrer familie og venner, men det kan være svært at betro sig til de nærmeste, når livet gør ondt.
En ny landsdækkende telefonlinje skal hjælpe med at sætte ord på tankerne og give plads til sorgen. Samtidig skal frivillige på linjen kunne vise vej til den nærmeste sorggruppe eller et psykologtilbud i kommunen.
- Rigtig mange føler sig alene med deres tab og sorg. Heldigvis er det sådan for de fleste, at sorgen bliver mindre, når den deles med andre, siger Preben Engelbrekt, direktør i Det Nationale Sorgcenter.
- Samtidig kan det give håb at tale med et menneske, som er kommet videre, til trods for at de har oplevet noget, der måske for dem har været det værst tænkelige,
Det Nationale Sorgcenter har i ti år drevet en sorglinje for børn og unge. Med støtte fra TrygFonden bliver det i år muligt at åbne en linje, der henvender sig til alle.
Den skal holde åbent ugens syv dage og være bemandet med frivillige, der selv har mistet.
Tilbuddet henvender sig primært til mennesker, som befinder sig i akut sorg For det er især i de første måneder, at mange tvivler på, om livet overhovedet kan blive godt igen.
- Vi er rigtig gode til at stille op til begravelsen eller bisættelsen, for det har vi en kultur og nogle ritualer omkring. Med derefter kan der blive meget stille på telefonen og ringeklokken, siger Preben Engelbrekt.
En undersøgelse fra centret blandt 2200 efterladte bekræfter, at behovet for støtte er stort. Otte ud af ti savner at tale med andre om den, de har mistet. Tre ud af fire har skjult deres sorg over for familiemedlemmer.
Og seks ud af ti har oplevet, at personer i deres omgangskreds har undgået dem efter tabet.
Karlo Stjernegaard Jeppesen mistede sin kone, Birgitte, i 2015. Selv om han har børn, venner og kolleger, så oplevede han, at det var svært at finde nogen, der på en konstruktiv måde kunne rumme at høre på hvor ked af det, han var.
- Selv om min kone havde været syg, så kom det bag på mig, da det lige pludselig var slut. Da den sidste gæst var gået hjem efter bisættelsen, oplevede jeg for første gang, hvor ufattelig alene, jeg var blevet.
Lige dér kunne han have ønsket at tale med et menneske, der havde prøvet det samme.
/ritzau/