Ritzau
Opdateret kl. 16:07
En ansat ved Københavns Kommune fandt tirsdag klokken 08.41 et grædende spædbarn ved en p-plads på Hammelstrupvej i Københavns Sydvestkvarter.
Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Der er tale om en nyfødt pige. Hun er indlagt på Rigshospitalet, og hendes tilstand var i første gang kritisk, men tirsdag eftermiddag er hendes tilstand stabil.
- Det er en pige af negroid afstemning, der formentlig er født mellem klokken fem og seks i morges. Hun er født til tiden.
- Hun vejer omkring 3,5-4 kilo, og hun har en stabil tilstand nu, siger Brian Belling, vicepolitiinspektør fra Københavns Politi.
Han forklarer, at pigen var i kritik tilstand på grund af kulden.
Pigen blev fundet på en bænk nær parkeringspladsen og var svøbt ind i et tæppe.
Politiet leder fortsat efter moren til barnet. I den forbindelse håber politiet at få tip om et tæppe fra Ikea, som pigen var svøbt i. Politiet har stadig ikke fundet moren.
- Vi vil meget gerne opfordre hende til at henvende sig. Eventuelt også andre, som kan have oplysninger i sagen.
- Det kan være nogen, der kender nogen, som har været gravid og i nedtrykt tilstand og har født, siger Brian Belling.
Det var en ansat fra Københavns Kommune, som fandt pigen.
- Den ansatte bliver opmærksom på hende, fordi hun græder, sagde vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Jesper Bangsgaard tirsdag morgen.
Politiet oplyste kort før klokken 11.30 tirsdag, at der bliver efterforsket i området omkring parkeringspladsen og en naturlegeplads i området. I den forbindelse er området afspærret.
Københavns Politi opfordrer vidner til at kontakte politiet på telefon 114.
/ritzau/