Caroline Flemings og eks-fodboldsspilleren Niklas Bendtners søn Nicholas har diagnosen ADHD.
Det har den 45-årige tidligere baronesse og tv-kendis fortalt åbent om, men nu fortæller hun i et opslag til sine flere end 287.000 følgere på Instagram, at hun aktivt vil gøre noget for at fremme forståelsen for ADHD.
- Mit yngste barn har en meget svær diagnose – ADHD. Jeg vidste aldrig før noget om dette ualmindeligt vigtige emne, men lige nu lærer jeg med lynets hastighed, skrev Caroline Fleming.
Nu fortæller hun så, at hun er blevet ambassadør for ADHD-foreningen, og at hun er beæret og stolt over opgaven.
- Jeg glæder mig meget til at hjælpe med at gøre en kæmpe forskel. Jeg ser frem til at være med til at ændre den nuværende tabu-betragtning af diagnoser, da disse faktisk kan være nogle af livets største gaver, når man får den rigtige hjælp og vejledning, skriver hun, og afslutter med:
- Jeg vil gøre mit bedste.
Efter en årrække i London, flyttede den tidligere tv-kendis forrige år tilbage til Danmark, hvor hun nu bor i et hus i Hellerup. Og i sommers afslørede hun, at hun er kæreste forretningsmanden Carsten Friis.
I 2017 mistede Caroline Fleming sin far, lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff. Han døde af kræft, og sidst i december mistede hun sin morfar. Hun mistede desuden sin mor, Margaretha, da hun var blot 11 år gammel, og hendes mormor døde i 2018.
Ud over tiårige Nicholas har Caroline Fleming datteren Josephine og sønnen Alexander med eks-manden Rory Fleming.