Hundredevis af bankfilialer vil blive nødt til at lukke de næste år.
Det spår Danske Bank i en ny analyse om bankverdenens fremtid.
Men selvom det lyder sort, er det slet ikke sikkert, at det er det - for kunden i hvert fald.
Det vurderer direktør i MyBanker Holding, John Norden.
- Jeg tror egentligt, man vil se banker, der er meget mere fleksible i forhold til det, kunderne ønsker og har brug for, siger han.
I virkeligheden er lukning af filialer, det eneste rigtige at gøre for banker, der ømmer sig over den økonomiske krise.
- Bankerne bliver nødt til at kigge på omkostningerne i forhold til antallet af filialer og medarbejdere. Kunderne bruger internettet langt mere, og det vil sige, at det behov, der har været for filialer ikke er så stort mere. Det betyder, at bankerne skal spare der, for de skal alt andet lige tjene penge, og de kan ikke bare blive ved med at sætte priserne på produkterne op for kunderne, understreger John Norden.
Cirka 80 procent af de danske bankkunder laver stort set al deres bankforretning over nettet. Og med færre filialer kan der blive endnu bedre vilkår for netbankernes brugere.
- Jeg tror vil vil se, der bliver øget åbningstid via nettet. Alternativt vil vi se bankrådgivere, der kommer ud til kunden, især hvis det er store beslutninger som huskøb, siger Norden.
Analysen fra Danske Bank viser ifølge Børsen, at det optimale antal filialer for en dansk bank er 111. Hvis det skal overholdes, skal Danske Bank lukke 160 filialer, mens Nordea bør sige farvel til 107.