En 52-årig mand fra Kalundborg blev onsdag idømt otte måneders fængsel for at have brændt sin søn adskillige gange med cigaretter på kroppen over en otte år lang periode.
Det skete, mens drengen var mellem 5 og 13 år gammel.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. Det var Retten i Holbæk, der behandlede sagen.
Foruden at have brændt sin søn med cigaretter blev manden også dømt for at have kastet med sten, mens drengen sad i et træ.
Han blev også dømt for vidnetrusler og for at have slået drengen og hans to år ældre storebror bagi.
Mandens samlever slog også de to drenge, og det fik hun tre måneders fængsel for.
Samleverens mor har også en enkelt gang slået den yngste dreng. Hun blev idømt 20 dages betinget fængsel.
Manden og samleveren ankede begge til landsretten, mens samleverens mor modtog dommen.
Børnene har siden foråret 2016 været anbragt i pleje uden for hjemmet.
- Jeg er tilfreds med rettens dom, og det er en alvorlig sag, når en voksen vælger at brænde sit barn med cigaretter på kroppen. Det viser straffen på otte måneders fængsel til faderen også.
- Selv om hjemmet formentlig har været kaotisk og konfliktfyldt, er det ingen undskyldning for at udøve vold mod børn, siger anklagerfuldmægtig Anders Rechendorff i pressemeddelelsen.
/ritzau/