EN ELLERS GOD og vigtig debat i DR Debatten torsdag aften om Danmark for de udsatte blev skæmmet af dårlig stil fra visse deltagere.
Især blev jeg ret stødt over, hvordan Laura Lindahl (MF, LA) fik frihjul til at komme med skingre og kategoriske fordomme om både førtidspensionister og andre syge.
Laura Lindahl og til dels også Pernille Rosenkrantz-Theil (MF, S) benyttede kategorisk reform-spin-formuleringen "parkeret på førtidspension" og "passiv forsørgelse" om mennesker, der får førtidspension. Det er meget fordomsfulde formuleringer, som udtrykker et ekstremt negativt syn på mennesker, der af forskellige grunde er endt på en førtidspension. Hvorfor skulle førtidspension i øvrigt være udtryk for en "parkering" – eller mere "parkering" end ressourceforløb i fem og ti år uden nogen konklusion i sagsbehandlingen?
LINDAHL FIK LOV til at udgyde fordomme så som, at personer på førtidspension "får en fed check" og "ligger foran tv på sofaen" (citeret frit efter hukommelsen). Med andre ord skulle det være "fedt" at være førtidspensionist, og de mennesker, som er det, er dovne og så uintelligente, at de ikke laver andet end at se tv. Og Lindahl mente kategorisk, at det altid er bedst for syge mennesker at være på arbejdsmarkedet. Ja, en time om ugen er skam det bedste for alle, for Laura har engang mødt en mand, der mente det. Laura "synes", at det er bedst, og dermed er det bedst!
Det er dén form for arrogance, bedrevidenhed og manglende lydhørhed over for andre mennesker og deres virkelighed, som understreger, hvor lidt hun værdiger de mennesker, der rammes af disse lovgivninger. Laura Lindahl afslører sin foragt for mennesker og for al fagkundskab, som taler imod hendes politiske "synsninger". For argumenter får vi jo ikke mange af. Det er den samme foragt, som de øvrige reformpartier også har, men som nogle af dem skjuler bedre end andre.
Hun afviser (ligesom den øvrige forligskreds) den forskning (for eksempel fra postdoc Iben Nørup), der faktisk har påvist, at arbejde ikke i sig selv øger livskvaliteten for syge mennesker. Det er forskning, der har fastslået, at det tværtimod kan skabe livskvalitet og mulighed for at få en lille smule overskud til relationer til familie og enkelte venner, hvis man får den nødvendige ro, som en førtidspension kan give. Det påpegede fleksjobber Lene Romer Halby fint i Debatten.
Tung sygdom afskærer nemlig ofte overskuddet til at passe relationer – og jo flere af de marginale ressourcer, som allokeres til et arbejde, jo mindre er der tilbage til familie og venner. Jo mere energi, man bruger på sygdom, funktionsnedsættelser og behandling, og jo mindre samfundet kompenserer for det (jf. kompensationsprincippet), jo mindre er der jo tilbage til andre basale forhold. I øvrigt er det altså heller ikke meget "fællesskab", man kan få ved en times arbejde eller to på en arbejdsplads, hvor alle de andre arbejder meget længere.
Ikke desto mindre førte Laura Lindahl sig igen og igen frem med den attitude, at hun mente at vide bedre end dem, det hele handler om. Og viste samtidig sin foragt for dem, der ikke kan arbejde.
LINDAHL FIK OGSÅ serveret flere grove personfornærmelser over for en af aftenens debattører, kontanthjælpsmodtager Kim Madsen, som er formand for foreningen ”Jobcentrets Ofre”. Hun tillod sig blandt andet for offentlig skærm at betvivle, at han nu kunne være så syg endda, siden han stod dér som deltager i debatten, for det kunne hun jo ikke se.
Den slags personangreb er i modstrid med den saglighed, man må forvente af debattører i denne slags debatter. Det er samme type argumentation som den, hendes kolleger Joachim B. Olsen (LA) og Rasmus Jarlov (K) ofte har benyttet sig af, når de i den offentlige debat har villet kanøfle nogle af de kontanthjælpsmodtagere, fleksjobbere og førtidspensionister, som har vovet sig ud i den offentlige debat for at give vidnesbyrd om, hvor uretfærdig politikken og systemet er blevet. De bliver én for én skammet ud, hvilket afslører det menneskesyn, som den førte social- og beskæftigelsespolitik i de seneste år har bygget på. Man opfatter simpelthen visse mennesker som uværdige, og så skal de skammes ud, indtil de dukker sig.
Det er meget udspekuleret at beskrive ytringsevne som værende lig med arbejdsevne – hvilket er den rene påstand. Det er et indgreb i ytringsfriheden og i muligheden for socialt selvforsvar eller forsvar af medmennesker imod politisk uretfærdighed. Man siger kun sådan, hvis man vil give mennesker mundkurv på, og det hører ingen steder hjemme i en offentlig debat. Hvorfor modererede Kjersgaard det ikke?
HVAD VED LINDAHL og hendes reformpolitiske fæller i øvrigt om, hvor syge folk er, bare fordi det ikke altid kan ses på dem i det korte øjeblik, Lindahl møder dem? Nogle af disse mennesker er smadret i flere dage efter den slags aktiviteter.
Mange alvorligt syge eller mennesker med kroniske funktionsnedsættelser har en meget ustabil og marginal funktionsevne. Der kan være gode dage, gode timer, dårlige dage, dårlige timer. Det kan være utilregneligt.
I øvrigt gør mange syge mennesker engang imellem noget, de faktisk ikke kan, men de gør det, fordi de skønner, at det i den givne situation er nødvendigt etisk, moralsk, socialt osv. De finder de sidste marginale kræfter frem og tvinger en præstation frem – og betaler prisen bagefter. Fordi det for eksempel er vigtigt at give vidnesbyrd om uretfærdigheder i systemet, eller fordi familiemedlemmer har brug for deres støtte i særlige omstændigheder. Man kan være nødt til at gøre noget, som koster en dyrt, og som man i virkeligheden ikke magter. Men Laura Lindahl ser altså ikke, hvor mange dage, syge mennesker må ligge brak for at komme sig ovenpå en sådan præstation. Meget er skjult for øjet.
DET ER SIMPELTHEN under lavmål at skyde på en borger på den måde. Sygdomsliv og funktionsevne hører til privatlivets fred, og ingen burde sættes i den situation at skulle forsvare sin ret til at ytre sig ved at fremlægge alle sine eventuelle sygdomme eller funktionsnedsættelser for åbent tæppe.
Laura Lindahls skingre stemme er et typisk eksempel på, hvordan visse partier nyder at udskamme bestemte grupper af borgere i den offentlige debat. For eksempel mennesker på kontanthjælp eller førtidspension.
Og den politiske retorik bag reformen af førtidspension og fleksjob – som den første – og de øvrige beskæftigelsesreformer har understreget, hvordan man politisk har ønsket at udskamme bestemte befolkningsgrupper ved både misundelse og mistænkeliggørelse. Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), som stod fadder til de første forringelser, kunne i øvrigt sin misundelsesretorik lige så skingert, som Laura Lindahl kan sin.
HVIS DER SKAL TAGES reelle livtag med den nedværdigende politik og forvaltningspraksis, som i tusindvis af syge mennesker er blevet udsat for igennem de seneste års reform-amok, så skal man tage et fundamentalt opgør med den nedværdigende måde, man i forligskredsen opfatter syge mennesker og mennesker på kanten af arbejdsmarkedet på.
Stop med at opdele mennesker i ”dem” versus ”os” og pege fingre ad ”dem”. Stop med at udskamme og uværdiggøre dem, som ellers er værdigt trængende på grund af varige sygdomme og funktionsnedsættelser.
Stop med at diskriminere og ekskludere og betragt i stedet disse mennesker som ligeværdige. Tal med dem, spørg dem, lyt til dem og respektér dem som mennesker ligesom jer selv.
Kun på dén måde kan en virkelig forvandling af den beskæftigelsespolitiske kurs i retning af værdighed finde sted.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.