To verdensrekorder i atletik faldt lørdag aften ved et Diamond League-stævne i Eugene i USA.
I begge tilfælde blev rekorderne sat af kvindelige løbere fra Kenya.
I 1500-meterløb forbedrede Faith Kipyegon sin egen verdensrekord, så den nu lyder på tre minutter og 48,68 sekunder.
Det var en forbedring på 36 hundrededele af et sekund af den rekordtid, som kenyaneren selv satte i Paris sidste år i juli kort før OL i den franske hovedstad.
31-årige Kipyegon har vundet OL de seneste tre gange på 1500-meter-distancen.
Landsmanden Beatrice Chebet havde også masser af fart i benene lørdag aften på løbebanen i Eugene.
Chebet, der er olympisk mester i 5000-meterløb, tilbagelagde distancen på 13 minutter og 58,06 sekunder. Dermed barberede hun mere end to sekunder af den hidtidige verdensrekord.
Den nu tidligere verdensrekord tilhørte etiopiske Gudaf Tsegay, der lørdag måtte nøjes med en tredjeplads i Eugene.
Beatrice Chebet er nu indehaver af to verdensrekorder, da hun også har sat historiens hurtigste tid på den dobbelte distance.
Andenpladsen i lørdagens 5000-meterløb gik til kenyanske Jebet Ngetich med en tid på 14 minutter og 1,29 sekunder. Den er den tredjehurtigste tid, der nogensinde er registreret på distancen.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters