Historien om Robert Nielsen, der har været kontanthjælpsmodtager i 11 år, er en rød klud direkte i ansigtet på Liberal Alliances Joachim B. Olsen.
I aftes fortalte den tidligere filosofi, økonomi og kinesisk-studerende i DR2-programmet 'På den Anden Side', at han hellere ville have kontanthjælp end at arbejde.
- Det er ikke så meget Robert, jeg bliver forarget over. Han prøver bare at leve det liv, som han har lyst til. Og det synes jeg, alle skal prøve at gøre. Men det bør jo ikke være muligt for ham at kunne gøre det på andres regning i over 11 år, siger Joachim B. Olsen til Newspaq.
Robert Nielsen afviser selv, at han "nasser på staten og skattebetalerne". Han mener selv, at han har ret til det, han kalder et "menneskeligt job", hvor han kan bruge sine talegaver fremfor at blive aktiveret i "skodjob".
Men han kan næppe rubriceres som en værdigt trængende borger, lyder det fra Joachim B. Olsen.
- I gamle dage brugte man udtrykket værdigt trængende om mennesker, der helt åbenlyst havde brug for hjælp til at forsørge sig. Det gjaldt handicappede og psykisk syge. Men det her er et eksempel på, at vi er kommet alt for langt ud. Hvor vi holder hånden under mennesker, der sagtens kan klare sig selv, siger han.
Den liberale arbejdsmarkedsordfører er overbevist om, at der findes flere af Robert Nielsens slags, som kan løbe om hjørner med kontanthjælpssystemet.
- Han er bare et eksempel på en, der kender systemet rigtig godt. Han har gjort karriere i at være på overførselsindkomst. Han ved præcis, hvad han skal sige, hvor langt han kan gå, når han er i aktivering, og hvornår han skal sige sit job op for at komme tilbage på kontanthjælp. Og det bør jo ikke være muligt, siger Joachim B. Olsen.
Han forventer, at de kommende forhandlinger om den udskudte kontanthjælpsreform kommer til at sætte en stopper for, at systemet kan blive udnyttet af borgere, der er i stand til at arbejde.
- Så må vi sætte os ned og se på, hvordan vi kan undgå det her. Og om det overhovedet skal være muligt, at en der åbenlyst er så velfungere som Robert Nielsen, kan gå i årevis på kontanthjælp.