Der må ikke flages på tribunerne, når Schalke 04 lørdag spiller lokalderby i Ruhr-distriktet mod ærkerivalerne fra Borussia Dortmund.
Påbuddet kommer fra de forsvarende mestre, som kun tillader halstørklæder, hatte og påmalede t-shirts under kampen. Årsagen er sikkerhed.
Da de to klubber mødtes i november, antændte Schalke 04's ultra-fans forbudt fyrværkeri.
- Alle andre fan-rekvisitter som flag og bannere skal ikke medbringes. Det skyldes dårlig opførsel blandt nogle Schalke-fans i det seneste derby i Dortmund, skriver Dortmund i en udtalelse.
De forsvarende mestre fra Borussia Dortmund har vundet de seneste to opgør mellem klubberne.
Der kan være særdeles livligt på lægterne i den tyske Bundesliga, hvor det stadig er tilladt at stå op mange steder.
Dortmunds "Südtribune" på Signal Iduna Park er den største ståtribune i Europa med plads til 25.000 tilskuere.
/ritzau/Reuters