Af Simon Vöge Hansen, siha@avisen.dk
Den amerikanske rapstjerne 50 Cent har aldrig været bange for at vise, hvad der gemmer sig under hættetrøjen. Men nu tyder noget på, at gangsterrapperen muligvis ikke er kommet lovligt til den Schwarzenegger-agtige torso, der igennem mange år har været hans varemærke.
I en undersøgelsesrapport mistænkes blandt andre rapperen og produceren Timbaland, soulsangerinden Mary J. Blige og gang-sterrapperen 50 Cent for at have købt ulovlige væksthormoner af amerikanske læger og farmaceuter.
Dopet og dårlig
Den danske rapper og tekstforfatter Clemens har fulgt 50 Cents karriere, og han er ikke overrasket over, at rapstjernen nu bliver sat i forbindelse med steroider.
»Vi, der har fulgt 50 Cent, siden han begyndte i undergrunden, har aldrig været i tvivl om, at han har blandet kemi i hatten,« siger Clemens.
Han mener, at steroiderne direkte har gjort 50 Cent til en dårligere rapper.
»Steroiderne har gjort hans hjerte større. Det får man dårlig kondi af, hvilket forklarer hans meget dårlige sceneshows,« siger Clemens.
Muskler tæller
Men ifølge den danske rapper er det tilsyneladende ikke noget, der skræmmer den nye generation af danske hiphoppere, hvor store biler og fremfor alt store muskler spiller en stadig vigtigere rolle.
»Den nye generation af rappere vil gerne kunne det hele: Rappe pissefedt, have store biler og muskler, så der kunne godt komme nogle problemer med steroider,« siger Clemens og tilføjer:
»Men så tror jeg til gengæld også, at der kommer en intellektuel modreaktion, hvor det pludselig bliver fedt ikke at kunne løfte fem kilo på en vægtstang.«