To iranske mænd på 23 og 24 år er blevet dømt for en voldtægt og røveri mod en mand i Ørstedsparken i København i august.
Ifølge bt.dk blev den ældste af de to idømt to og et halvt års fængsel for voldtægten og røveriet, mens den yngste, der ikke deltog i voldtægten, fik seks måneders fængsel for røveri.
Desuden blev de to mænd udvist af landet. De er dog allerede administrativt udvist for andre sager, skriver bt.dk.
Voldtægten fandt sted natten til den 2. august sidste år i Ørstedsparken, der er et kendt mødested for homoseksuelle mænd.
Det 22-årige offer forklarede dengang, at voldtægten begyndte med en flirtende gåtur med de to mænd i parken. Men da han efter nogen tid alligevel ikke var interesseret i sex med mændene gik det galt.
Den ene tvang den unge mand ned på jorden, fik trukket bukserne af ham og gennemførte et analt samleje med det skræmte offer, der ikke turde gøre modstand.
Efter voldtægten beordrede gerningsmændene deres offer til at blive liggende på jorden, mens de flygtede ud af parken i retning mod Farimagsgade. Da gerningsmændene var forsvundet, søgte han hjælp i en 7-Eleven kiosk i nærheden af Ørstedsparken.
Trods den voldsomme oplevelse var den 22-årige i stand til at give så godt et signalement af gerningsmændene, at politiet senere på dagen kunne anholde dem.
De to mænd valgte at tænke over om de vil anke dommen.
/ritzau/