Den russiske aktivist og blogger Aleksej Navalnij er blevet idømt fem års betinget fængsel og kan ikke stille op ved det russiske præsidentvalg.
Sådan er situationen, efter at en domstol har fundet ham skyldig i en sag om svindel.
Navalnij har desuden fået en bøde på 500.000 rubler, hvilket svarer til lige under 60.000 danske kroner.
Men oppositionspolitikeren opgiver ikke uden videre sin valgkampagne. Han håber fortsat at komme på stemmesedlen.
- Vi vil klage til alle domstole - herunder forfatningsdomstolen. Vi vil klage over den regel, vor modpart henviser til, da den er i strid med forfatningen, siger Navalnij ifølge nyhedsbureauet Tass.
Han mener, at dommen er et tegn på, at Kreml opfatter ham som farlig.
Navalnij, der tidligere har kaldt præsident Vladimir Putin for "korruptionens tsar", har været fængslet for kritik af styret og for politisk aktivisme, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig har der været en sag om påstået svindel i aktiviteter med et fransk kosmetikfirma.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en kendelse sagt, at Navalnij og hans bror, som også var anklaget i sagen om svindel, ikke har fået en retfærdig retssag.
- De to mænd blev dømt for aktiviteter, som ikke kan skelnes fra regulære kommercielle aktiviteter, hed det i meddelelsen.
Navalnij var en central figur i protesterne mod præsident Putin i vinteren 2011-2012 før Putins genindsættelse som præsident.
Putin ventes at genopstille ved valget i 2018.
Navalnij, der er født i juni 1976, har flere partier, der spænder fra højrefløj til venstrefløj, bag sig.
Han blev nummer to ved et borgmestervalg i Moskva i 2013.
/ritzau/