En 45-årig mand fra Horsens, der er ledende medlem i bandegrupperingen Comanches MC, er i en tilståelsessag ved Retten i Horsens blevet idømt seks års fængsel for handel med 4 kg kokain. Sagen er efterforsket og ført af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK, red.).
Den dømte tilstod, at han i en periode fra primo 2025 til marts 2026 sammen med flere andre stod bag salg af i alt 4 kg kokain, som han i forening med flere medgerningsmænd fik videredistribueret og videresolgt i Østjylland og på Fyn.
Samtidig erkendte den 45-årige et overfald af to yngre mennesker med en peberspray i februar 2026, ligesom han tilstod, at han ved sin anholdelse var i besiddelse af to ulovlige pebersprays og knap 30 gram hash. Den nu dømte blev sammen med flere andre anholdt i en koordineret aktion i marts 2026.
I forbindelse med dommen har retten konfiskeret 1.000.000 kroner, som vurderes at have været den dømtes udbytte. Retten har også fortsat beslaglagt to biler og en motorcykel hos den dømte med henblik på dækning af den idømte udbyttekonfiskation.
- Den dømte har været bagmand i et netværk, der med udgangspunkt i Horsens har solgt kokain på tværs af Østjylland og Fyn. Dommen hviler på en længerevarende og særdeles grundig efterforskning, der foreløbigt har ført til fem tilståelser i sagskomplekset, og det er jeg meget tilfreds med, siger specialanklager hos NSK Jacob Gents.