Med svag stemme oplæste faderen i Tønder-sagen i dag følgende brev.

»Høje ret. Jeg har gennem denne sag fået både gode og dårlige råd. Sig det ene – og det andet. Tilstå – eller nægt. Men jeg er kommet frem til, at det eneste jeg kan gøre i denne tragiske sag er at sige sandheden, som den er. Den sandhed, som jeg kender, ligger milevidt fra den, som bliver fremstillet i pressen, som jo allerede har gjort det umuligt for nogensomhelst at forsvare sig på en ordenligt måde.

Jeg ved godt, at det ikke ændrer på de ting, der er sket. Og jeg fortryder inderligt, at jeg været ude af stand til at opfylde mine pligter som forældre og beskytter af mine børn. Og ladt dem i stikken i de år, hvor de har haft mest brug for mig. Jeg ønsker og håber af hele mit hjerte, at mine børn vil komme igennem den svære tid, de må have nu – og engang komme til at leve et normalt liv på trods af den dårlige start, som jeg har været med til at give dem.

Jeg vil fremover tage imod den behandling, som bliver mig tilbudt i den erkendelse, at jeg har et stort psykisk problem, som nødvendigvis skal behandles.

Og jeg håber og beder til, at der er nogle voksne professionelle mennesker, der vil hjælpe mine børn.

Min ekskone og mine to piger vil altid være i mit hjerte – også selvom jeg aldrig kommer til at se dem igen. Det er også mit naive håb, at pressen nu vil lade min familie være i fred – de har lidt nok.

Og det er også mit svage håb, at pressen for en gangs skyld vil fremstille sagen, som den i virkeligheden er – og ikke fremstille sagens parter som monstre, men som de svage personer, vi alle er. I den tid, der kommer for mig selv, vil jeg prøve at holde fast i de gode minder fra min samliv med min ekskone og med mine piger. Der er – trods alt – mange gode minder at trække på. Det kan man også se ud fra mine børns breve til mig efter min anholdelse, hvor også de føler, at der er gode ting at tænke tilbage på. Og med disse ord overlader jeg mig til rettens nåde.«