Cubas tidligere revolutionsleder er for første gang i næsten syv måneder kommet frem fra sit skjul og vist sig offentligt.
86-årige Fidel Castro mødtes søndag med Venezuelas tidligere vicepræsident Elias Jaua på et hotel i Cubas hovedstad, Havana, og ifølge sydamerikaneren har Castro det godt og "er klar i hovedet" på trods af et skrantende helbred.
Efter næsten fem årtier ved magten overdrog Fidel Castro i juli 2006 pladsen til sin 81-årige lillebror Raul Castro på grund af sygdom.
28. marts i år besøgte pave Benedikt XVI Cuba, og her mødtes Fidel Castro med det katolske overhoved.
Men siden har ingen set revolutionsikonet i offentligheden, og det har fået rygterne til at rulle, om Castro måske var døden nær. Med søndagens møde skyder Cuba-lederen dødsrygterne til jorden.
Castros var blandt andet iført en stråhat, da han efter den fem timer lange samtale fik taget billeder med Venezuelas vicepræsident og de ansatte på hotellet - alle med et stort smil på læben.
- Vi kommer til at have Fidel hos os i lang tid endnu, siger hotelejer Antonio Martinez, som tilføjer, at Castro var ledsaget af sin kone på hotellet.
Elias Jaua støtter Venezuelas præsident, Hugo Chavez, som i mange år har været en god ven af Castro og Cuba - Venezuela holder blandt andet den økonomisk trængte ø i Caribien oven vande med billig olie og bistand.
Det seneste genvalg af Hugo Chavez blev mødt med lettelse i Cuba. Dermed kan det caribiske land fortsat regne med økonomiske støtte.
/ritzau/AFP