Antallet af dødsfald blandt coronasmittede har passeret 900.000 globalt.
Det viser Johns Hopkins Universitys løbende opgørelse kort efter midnat natten til torsdag dansk tid, skriver Ritzau.
USA er fortsat det land med flest døde og smittede. Her har 190.649 coronasmittede mistet livet, mens der er 6.356.310 smittetilfælde.
Herefter følger Brasilien med 127.464 bekræftede dødsfald blandt coronasmittede og Indien med 73.890 dødsfald.
Tager man landets befolkningstal i betragtning, har flere lande dog været endnu værre ramt af pandemien.
Således er Peru det land med flest døde per indbygger. Her er 91,5 coronasmittede personer døde per 100.000 indbygger.
En række europæiske lande som Spanien og Italien ligger højt i den grufulde statistik.
Optællingen fra Johns Hopkins University inkluderer kun de smitte- og dødstal, der er bekræftet af de enkelte landes sundhedsmyndigheder. Derfor kan der være store mørketal.
Der er desuden også forskel på, hvordan og hvor meget de enkelte lande tester for virusset, og hvordan dødstal opgøres.
Her de ti lande med flest dødsfald i absolutte tal:
1) USA: 190.649 døde.
2) Brasilien: 127.464 døde.
3) Indien: 73.890 døde.
4) Mexico: 68.484 døde.
5) Storbritannien og Nordirland: 41.683 døde.
6) Italien: 35.577 døde.
7) Frankrig: 30.800 døde.
8) Peru: 30.123 døde.
9) Spanien: 29.628 døde.
10) Iran: 22.669 døde.
Det går den forkerte vej
De første 100.000 coronarelaterede dødsfald på verdensplan blev rundet 10. april.
Fra 100.000 til 200.000 dødsfald gik der blot 15 dage. Derimod gik der 23 dage fra 300.000 dødsfald 15. maj til 400.000 dødsfald 7. juni.
Nu tyder noget dog på, at det igen går i den forkerte retning. Senest er der kun gået 17 dage mellem 700.000 dødsfald og 800.000 dødsfald, og 19 dage før 900.000 blev rundet.
Her er datoerne for hver 100.000 nye dødsfald
* 10. april: 100.000 døde.
* 25. april: 200.000 døde.
* 15. maj: 300.000 døde.
* 7. juni: 400.000 døde.
* 28. juni: 500.000 døde.
* 18. juli: 600.000 døde.
* 5. august: 700.000 døde.
* 22. august: 800.000 døde.
* 10. september: 900.000 døde.
Kilde: Johns Hopkins University