Arbejdstilsynet har i første halvår af 2011 sendt over dobbelt så mange sager om ulovlige østfirmaer til politiet som i første halvår året før.
I alt 138 sager sendte tilsynet til politiet i første halvdel af sidste år mod 67 året før.
Det skriver Jyllands-Posten.
Der er tale om udenlandske firmaer, der har arbejdet skjult i Danmark, uden at være tilmeldt RUT-registret, der er registret over udenlandske tjenesteydelser.
"Vi prioriteter RUT-registret højt, for det gør det muligt, at Arbejdstilsynet kan føre tilsyn, og at Skat kan holde øje med virksomhederne," siger Hasse Mortensen, tilsynschef i Arbejdstilsynet på Sjælland, til Jyllands-Posten.
Mange af virksomhederne er østeuropæiske firmaer i byggebranchen. Og i byggebranchen vurderer man, at antallet af sager kun er toppen af isbjerget. Her efterlyser parterne mere kontrol og effektive redskaber til at straffe synderne.
"En bøde på 10.000 kroner afskrækker ikke nogen, hvis man kan tjene en million på et projekt," siger Peter Hougaard Nielsen, formand for 3F Byggegruppen til Jyllands-Posten.
Dansk Byggeri efterlyser mere samarbejde mellem myndighederne og skrappere værktøjer. Men ikke bøder til virksomheder, der entrerer med et udenlandsk firma, der snyder.
"Vi har set med andre typer sager, at politiet meget ofte er stopklodsen, for vi ved jo godt, at det ikke er højt prioriteret i forhold til voldtægt og mord," siger direktør i Dansk Byggeri Lars Storr Hansen til Jyllands-Posten.
Regeringen og Enhedslisten har afsat ekstra 65 millioner kroner til mere kontrol med social dumping.