Det er ikke til at overse, at efterårsvejret for alvor har sneget sig ind over Danmark, og ifølge DMI er der fortsat god grund til at holde på hat og briller, når man begiver sig ud i det ganske land.
Særligt onsdag er blevet varslet til at være ekstra heftig. Her kan danskerne se frem til hård kuling og vindstød af stormstyrke – især i den sydlige del af landet.
Bor man i bæltet omkring Ringkøbing, nord om Sjælland og videre til Bornholm er der derfor særlig god grund til at holde øje med flyvende tagsten eller trampoliner på vildspor. Her kan beboerne se frem til ekstra kraftige vinde.
- Hvis man har glemt, hvordan efterårsvejr føles, så får vi en påmindelse om det på onsdag, siger vagthavende ved Danmarks Meterologiske Institut, Henning Gisselø, til BT og lover stormende kuling og vindstød af stormstyrke over vandområderne.
Solen på banen i weekenden
De noget kedelige prognoser skyldes et lavtryk, der trækker ind over det nordjyske i løbet af onsdagen.
Prognoserne indeholder dog også gode nyheder. Efter en uge uge med kraftig blæst og byger, er der for første gang i lang tid udsigt til at kunne lade paraplyen blive hjemme. Weekendens vejr tegner nemlig til at blive ’forholdsvis pænt’.
Ifølge Henning Gisselø betyder det, at danskerne kan se frem til ”knap så meget vind, solen på banen og ikke så mange regnbyer”.