At Idi Amin var bindegal, er der vist ingen historisk interesserede, der tvivler på. Alligevel var han en på mange måder populær diktator i Congo fra 1971 til 1979 og betragtede som sådan sig selv som den mægtigste mand i verden. I ’The Last King of Scotland’ fortolker Forest Whittaker den rolle med en imponerende blanding af charme, paranoia og storhedsvanvid. Oscar-nomineringen og Golden Globe-prisen som bedste skuespiller er helt på sin plads.

Værre står det til med den unge doktor, Nicholas Garrigan (spillet af den herhjemme relativt ukendte James McAvoy), der i sin eventyrlyst lader globussen snurre og helt tilfældigt sætter fingeren på Congo – hvilket skal vise sig at blive skæbnesvangert.

Selvom han ender på et nødhjælpshospital, hvor der er hårdt brug for ham, er han tilsyneladende mere interesseret i at score overlægens kone (Gillian Anderson fra X-Files), og allerede her opfatter man filmens bærende hovedperson som en kende usympatisk i sin iver efter spænding.

Efter en trafikulykke kommer Carrigan i kontakt med den selvudnævnte præsident Amin, som straks efter tilbyder ham et job som personlig livlæge (Idi Amin havde en svaghed for Skotland). Carrigan lader sig både lokke af de luksuriøse omgivelser i hovedstaden, men også af Idi Amins flotte ambitioner på sit lands vegne.

Troværdighedsproblem

Vi følger, hvordan de to ulige størrelser bliver pot og pande i et barbarisk styret diktatur, hvis daglige overgreb de begge nægter at anerkende – på hver sin måde, altså. Idi Amin er den paranoide statsmand, der føler, at han har ret til at dræbe i en højere sags tjeneste, mens livlægen i sin blåøjethed kun ser det gode. Måske fordi han er dybt optaget af at få et forhold til en af Amins fire hustruer. Det lykkedes, med fatale følger, men man korser sig over, at Carrigan knepper diktatorens kone, mens den psykopatiske leder er lige i nærheden. Ja, man synes faktisk, det er så dumt og uforsvarligt, at filmen et øjeblik falder sammen.

Det er synd, for ’The Last King of Scotland’, som er baseret på den prisbelønnede roman af Giles Foden, blander ellers fakta og fiktion på både troværdig og medrivende vis.

Mange af de ting, Amin siger, er ordrette citater fra virkeligheden. For eksempel, da han på et tidspunkt smider over 50.000 indiske og pakistanske familier ud af sit afrikanske land. Også de mange likvideringer har hold i den historiske virkelighed, lige så vel som palæstinensernes autentiske kidnapning af et Air France-fly, der får frit lejde i Entebbe-lufthavnen, bliver blandet ind i den højdramatiske slutsekvens. Det er her, lægen endelig vågner op til dåd. Men der er man nærmest bedøvende ligeglad med, om han lever eller dør, for på det tidspunkt har hans naivitet kostet flere mennesker livet, og han kan således frit falde med ud over den moralske afgrund.

At fokusere på og udstille begge sine hovedpersoner som så virkelighedsfornægtende, er filmens vovestykke, der på den måde forsøger på den ene side at forklare en hel nations fordærv, men på den anden også efterlader én lidt tom inden i. For trods fine intentioner og blændende spil bruger ’The Last King of Scotland’ stort set ingen tid på sine mange ofre, og det savner man lidt: At få sat mere end blot et hurtigt ansigt på de svimlende drabsstatistikker i det afrikanske land.