Sagen om 36 statsløse palæstinensere, der ulovligt er blevet nægtet statsborgerskab fra 2004-2006, kostede i dag integrationsminister Birthe Rønn Hornbech posten.
Fyringen kommer, efter der de sidste par uger i medierne er blevet afdækket flere belastende detaljer om ministerens håndtering af sagerne.
I går afleverede Birthe Rønn Hornbech en redegørelse af forløbet til statsministeren. I dag har han fyret hende. Og det er man i Dansk Folkeparti godt tilfredse med.
"Jeg synes, det er fornuftigt nok. Denne her sag om de statsløse palæstinensere kunne let komme til at skygge for vigtige initiativer på det her område i lang tid," siger Peter Skaarup, næstformand i Dansk Folkeparti.
Især i forbindelse med den sidste måneds uroligheder i mellemøsten mener Peter Skaarup, at fokus skal tilbage på integrationsministeriets forestående opgaver - og ikke ministerens fejltagelser.
"Det haster for eksempel med at få lavet lokale flygtningecentre omkring Libyen, Tunesien og Egypten, hvor der lige nu er flygtningestrømme, der kunne risikere at lande i Danmark," siger han.
Statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), offentliggør senere i dag, hvem der skal overtage Birthe Rønn Hornbechs post i Integrationsministeriet. Men flere medier skriver allerede, at man kan forvente at se nuværende Udviklingminister, Søren Pind (V), som ny integrationsminister.