Dansk Folkeparti lover nu en praktikpladsgaranti efter næste valg.
Partier er klar til at gå sammen med Socialdemokraterne og SF og resten af oppositionen, hvis der bliver et rødt flertal, skriver metroXpress.
"Vi er klar til at forhandle med de partier, der gerne vil skabe flere praktikpladser. Uanset om det er en borgerlig regering eller ej," siger næstformand Peter Skaarup til avisen.
VK-regeringen sagde under forhandlingerne om vækstpakken, at der skal oprettes 5.000 nye praktikpladser til de unge.
Men det er langtfra nok, mener Peter Skaarup. Han vil hæve antallet af praktikpladser med op mod 10.000.
"Jeg vil hellere skabe flere praktikpladser, end jeg vil give skattelettelser til boligejerne, som regeringen og S vil," siger Peter Skaarup.
Uddannelsesordfører hos De Konservative, Charlotte Dyremose, vil ikke gå med til yderligere garanti.
"Jeg er bange for, at de unge uddanner sig til arbejdsløshed, hvis alle kan komme i praktik til det, de nu har lyst til. Det er jo heller ikke alle, der kan blive læge," siger hun til avisen.