Alle lærere skal testes hvert femte år.
Det foreslår Dansk Folkeparti i forbindelse med forhandlingerne om en ny folkeskoleaftale, der begynder senere på ugen.
Uddannelsesordfører Marlene Harpsøe (DF) siger til Politiken, at en test skal afsløre, hvilke dele af lærergerningen, en lærer skal dygtiggøre sig i.
"Det skal være et værktøj til at målrette efteruddannelsen," siger hun til avisen.
Alle Folketingets partier er enige i, at lærerne skal have mere efteruddannelse, men De Radikale kan ikke bakke op om ideen om test af lærere hvert femte år.
Uddannelsesordfører Marianne Jelved (R) kalder forslaget for noget pjat og siger, at man vil sætte et kæmpe bureaukratisk apparat i gang, hvis 60.000 lærere skal testes hvert femte år. I stedet vil partiet indføre obligatorisk efteruddannelse af folkeskolelærere.
Forslaget støttes til gengæld af både Venstre og De Konservative.