Der er kontant udbetaling, hvis håndboldkvinderne vinder EM-guld på hjemmebanen i Herning, oplyser Håndbold Spiller Foreningen.
I kroner og øre udløser en EM guld i omegnen af 100.000 kroner pr. spiller, skriver direktør Michael Sahl i en mail til Newspaq.
Spillerforeningen vil ikke oplyse det præcise beløb eller hvor meget en sølv- eller bronzemedalje giver, men bonussen er forhandlet på plads mellem Danmark Håndbold Forbund, DHF, og foreningen, lyder det.
Beløbet lyder måske umiddelbart af mange penge, men beløbet er beskedent, hvis man sammenligner med de bonusser, der bliver udbetalt i fodboldens verden.
Eksempelvis tjener stamspillerne hos FC København 834.000 kroner for deres plads i 1/8-finalen i Champions League.
De danske håndboldkvinder har sikret sig en plads i EM-semifinalen, der bliver spillet på lørdag foran 12.000 fans i Jyske Bank Boxen i Herning.