Under størstedelen af Den Kolde Krig var dansk forsvarspolitik et lavpolitiseret minusområde. Kun få uden for Forsvarets egne rækker interesserede sig synderligt for spørgsmål med tilknytning til politikområdet, og en meget stor del af de ledende danske politikere betragtede langt hen ad vejen landets militære instrument som en form for forsikringspræmie, der først og fremmest tjente til at opretholde Danmarks medlemskab af den sikkerhedsproducerende klub, NATO.

Alliancemedlemskabet – og ikke Forsvaret – blev opfattet som garantien for Danmarks sikkerhed. Kun i perioderne umiddelbart op til indgåelsen af de flerårige forsvarsforlig blev politikområdet derfor trukket ud af mølposerne og gjort til genstand for offentlig debat.

I mediernes søgelys

Men ikke længere. Som blandt andet de seneste ugers hidsige debat om den danske Afghanistan-indsats tydeligt illustrerer, er forsvarspolitikken blevet et højpolitiseret område, der konstant påkalder sig mediernes søgelys. Det symbolske forsvars dage er forbi og det militære redskabs tornerosesøvn endegyldigt passé.

Indtil videre har det øgede fokus på Forsvarets virksomhed desværre ikke resulteret i meget andet end indenrigspolitisk mudderkastning, personangreb og forsøg på at anvende forsvarspolitiske spørgsmål som løftestang for snævre partipolitiske interesser.

Debatten har beklageligvis været helt domineret af enkeltsager, mens de omfattende og generelle udfordringer, Danmarks aktivistiske udenrigspolitik stiller vores soldater over for hver eneste dag, stort set er blevet forbigået i tavshed. Og det er i grunden ganske uanstændigt.

Ikke en sort/hvid verden

Det er på tide, at først og fremmest medier og politikere opgiver den fuldstændig enøjede fokusering på de meget sjældne tilfælde, hvor danske soldater – ofte i ekstreme situationer – handler på kanten af krigens love og konventioner.

Forsvarets personel må naturligvis under ingen omstændigheder bryde spillets regler – og der må ikke herske tvivl om, at det skal frem i lyset, hvis reglerne overskrides.

Men det er også den brede danske offentligheds forbandede pligt at forstå, at vi sender soldater ud i en verden, der ikke altid er så sort/hvid, som den kan synes fra kolonihavehuset eller fra Christiansborgs og Slotsholmens behagelige kontorer.

Når folkevalgte danske politikere sender danske soldater til alverdens brændpunkter, kan man vel som et minimum forvente, at danske borgere forsøger at sætte sig ind i de problemstillinger og dilemmaer, de militære styrker dermed bliver påført?