Køb en flybillet, få en gratis. Sådan lyder blot et af flyselskabernes tilbud, der skal få kunderne tilbage i butikken.
Oven på corona-pandemien ligger flyindustrien nærmest i ruiner, og nu har flere selskaber fundet på en ny taktik: Gratis billetter.
Eksempelvis har Air Alaska af flere omgange holdt 48 timers udsalg, hvor man kan få en hel række flysæder, hvis blot man køber en enkelt billet.
Ryanair har også koblet sig på den nye trend og tilbyder 2 billetter for en billets pris, mens AirAsia har et andet tilbud på hylderne: Flyv så meget, du vil i bestemte områder i en bestemt periode.
Selskaberne har været nødt til at tænke kreativt, da almindelige rejser stort set er ophørt på grund af pandemien. Og de nye tiltag ser umiddelbart ud til at virke.
– Vi har kunnet skabe en efterspørgsel, vi var ikke helt sikre på, om det kunne lade sig gøre, siger Natalie Bowman, marketingchef hos Alaska Air, til Wall Street Journal.
Over hele verden er der iværksat hjælpepakker til industrien, der taber mange hundrede milliarder kroner på krisen.