Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd, Sundheds- og Kirkeministeriet samt Miljøministeriet går nu sammen om at styrke indsatsen mod egeprocessionsspinderen, der i denne sommer har bredt sig markant på Fyn.
Den invasive larve, populært kaldet 'larven fra helvede', bærer såkaldte brandhår, der kan give kraftig kløe, hududslæt og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner. Problemet dukkede første gang op i Danmark forrige sommer, men er i 2026 vokset til et niveau, hvor kommunerne ikke længere kan stå alene med opgaven.
Larven er allerede konstateret flere steder på Fyn, og myndighederne frygter, at den vil sprede sig yderligere – herunder til Odense Kommune. Det har fået de tre ministerier til at iværksætte en fælles indsats, der både skal håndtere den akutte situation og ruste Danmark bedre til de kommende år.
Minister for Natur og Dyrevelfærd Christian Rabjerg Madsen (S) understreger, at regeringen ser alvorligt på udviklingen.
- Derfor har vi på tværs af ministerområderne rakt ud til de relevante myndigheder og bedt dem bistå kommunerne, så godt de kan her og nu med hjælp og vejledning. Samtidig har min styrelse i fredags rakt ud til de relevante myndigheder med henblik på at opstarte en mere langsigtet og koordineret indsats, så vi er bedre rustet til de kommende år. Her bliver det også nødvendigt at lave en grundig evaluering af forløbet i år og trække på de erfaringer, som kommunerne allerede har gjort sig, siger han.
Tre hovedspor
Den fælles indsats omfatter tre hovedspor: bekæmpelse af larven, sundhedsfaglig rådgivning og forebyggelse samt en evaluering af årets forløb, som skal danne grundlag for den langsigtede strategi.
Fra sundhedssiden lyder der en klar advarsel om, hvor ubehagelig larven kan være at komme i kontakt med.
-Der er en god grund til, at den bliver kaldt 'larven fra helvede'. Den kan give voldsom kløe og udslæt, og selvom den ikke udgør en akut sundhedsfare, er det en meget ubehagelig oplevelse for dem, der bliver ramt, siger sundheds- og kirkeminister Ida Auken.
Kommunerne på Fyn har hidtil måttet håndtere problemet på egen hånd, men med den nye tværministerielle indsats får de nu adgang til både faglig sparring og en koordineret plan for, hvordan larven kan bekæmpes mere effektivt. Myndighederne opfordrer samtidig borgere til at undgå direkte kontakt med larverne og deres reder.