DET sker 500 kilometer sydøst for de danske grænser. Det handler om 10 raketværnsbatterier i Polen og en radar i Tjekkiet. Tanken er, at de skal spore og udslette fjendtlige raketter, før de rammer NATO’s styrker. Hvilken type raketter, de skal værne os imod, hvem der affyrer dem, og hvilke mål de præcis vil være rettet imod, ved vi til gengæld ikke meget om.
Usikkerheden har gjort russerne så nervøse, at de truer med at opsige den legendariske INF-aftale fra 1987 mellem USA og det daværende Sovjetunionen. Den eliminerede i løbet af tre år 859 amerikanske og 1.836 sovjetiske jordbaserede nukleare og konventionelle kort- og mellemdistanceraketter og krydsermissiler med en rækkevidde mellem 500 og 5.500 kilometer.
Det var første gang nogensinde, at USA og Sovjetunionen indgik en aftale, som både indebar destruktion af raketvåben og gensidig inspektion og overvågning. Skønt den kun omfattede fire procent af supermagternes atomarsenaler, var INF-aftalen af stor symbolsk betydning. Den varslede afslutningen på den kolde krig.
NATO’s talsmænd er ikke just fulde af præcise oplysninger om, hvad det polsk-tjekkiske raketværn skal forsvare os imod. Et ’rogue missile attack’ (slyngel-missilangreb, red.) mod NATO’s styrker er standardvendingen på alliancesproget. Bruger man præsident Bushs definition er den nærmeste ’slyngelstat’ og dermed potentielle aggressor Iran. Præstestyret råder angiveligt over raketter med konventionelle sprænghoveder og en rækkevidde, som er stor nok til, at de kan nå Vesteuropa. Hvor mange, de har, ved vi bare ikke, og trods rygter om et satellitprogram er Teherans måludpegnings- og styringssystemer stadig primitive. Men Teheran er på vej, sandsynligvis også hvad angår bestræbelserne på at blive atommagt.
KUNNE der nås en diplomatisk løsning om det iranske atomprogram a la den, der netop er indgået med Nordkorea, ville verden være kommet et stort skridt fremad. En vigtig sidegevinst for NATO ville jo være, at med Iran og Nordkorea i rollen som internationale samarbejdspartnere og ikke som slyngelstater, ville behovet for et værn mod et raketangreb fra dem være mindsket betydeligt. Russerne har derfor svært ved at se, hvorfor det haster med forstærkningen af NATO-skjoldet – medmindre, selvfølgelig, at NATO er begyndt at tælle Rusland med som slyngelstat. I så fald er INF-aftalen ikke i Ruslands nationale interesse, og landet vil træffe sine modforholdsregler, siger Putin. Konsekvensen bliver et nyt våbenkapløb og en underminering af det samarbejde mellem NATO og Rusland, som på en række områder er i gang.
PUTINS udtalelser fortæller os, at den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik er i hastig, aggressiv udvikling. Vesten er forpligtet over for de nye såvel som de potentielle NATO-medlemmer i Øst og må ikke et øjeblik slække på kritikken af de nye, totalitære tendenser og ledsagende krænkelser af menneskerettighederne i Rusland. Men lige nu må alle diplomatiske kræfter sættes ind på en aftale med Iran. Ellers bliver den kolde fred til en ny kold krig.