Nordeuropas største akvarie, Den Blå Planet på Amager, frygter, at en drastisk nedgang i antallet af gæster kan betyde lukning.
Det siger administrerende direktør for Den Blå Planet, Jon Diderichsen, til TV 2 Lorry.
- Vi forventer cirka 200.000 gæster mindre i år, end vi plejer, og det har selvfølgelig en enorm betydning. Worst case scenario er, at vi er nødt til at lukke ved årsskiftet, men der er jo ingen af os, der vil derhen, siger Jon Diderichsen til tv-stationen.
Der er fjernet otte fuldtidsstillinger i et forsøg på at spare, men driften af de enorme akvarier trues af massive udgifter til el.
Jon Diderichsen forklarer, at uanset antallet af gæster er udgifterne til el de samme.
- At være Danmarks akvarium gør, at vi skal have fisk fra alle steder i verden og dermed også forskellige typer vand. Det kræver rigtig meget el, siger direktøren til TV 2 Lorry.
Den Blå Planet har en udgift på fire millioner kroner i ren afgift for deres elforbrug - eller det der svarer til entréindtægterne fra de første 40.000 gæster - hvert år.
Jon Diderichsen håber på politisk forståelse for akvariets situation. Han håber at blive ligestillet med forlystelsesparker, teatre og biografer, som betaler en elafgift på 0,4 øre per kilowatt-time, mens akvarier og zoologiske haver betaler 88 øre per kilowatt-time.
Ifølge TV 2 Lorry viser beregninger fra Skatteministeriet, at vil det koste 15 millioner kroner om året at give akvarier, zoologiske haver og museer nedsat elafgift.