Dronning Margrethe har sendt den nordkoreanske diktator Kim Jong-un en hilsen.
Det skriver Se og Hør, og henviser til, at dronning Margrethe i september tog imod den nye nordkoreanske ambassadør på Amalienborg.
Ifølge ugebladet havde ambassadøren en hilsen med fra Kim Jong-un. Og den hilsen gengældte dronningen selvfølgelig høfligt.
- Den danske dronning har sendt en hilsen til Kim Jong-un og fortalt, at hun håber, at alt går vel i Nordkorea, refererer Se og Hør fra nordkoreanske medier, som vel at mærke er statsstyrede.
Ifølge Nordkorea-eksperten Camilla Tenna Nørup Sørensen fra Forsvarsakademiet, overrasker det ikke, at dronningens høflige ord bruges til propaganda for styret i Nordkorea.
- Indadtil i den nordkoreanske elite vil Kim Jong-un vise, at han er i stand til at skaffe det, som man har arbejdet for i mange år: En international anerkendelse, hvor Nordkorea bliver accepteret ude i verden som en ligeværdig stat, fortæller Camilla Tenna Nørup Sørensen.
Hun tilføjer, at der i Nordkorea er museer, hvor gaver fra statsledere er udstillet for at vise, at landet har kontakt med andre stater.
Udover den nordkoreanske ambassadør var også nye ambassadører fra Belgien, Sverige, Andorra og Storbritannien på besøg hos dronningen på Amalienborg.