Demonstranter fik penge for profet-ballade
Uroen foregik blandt andet på Tahrir-pladsen i Kairo. Foto: Mohammed Asad, AP / POLFOTO
Ukendte bagmænd har betalt egyptere for at protestere i Kairos gader over Muhammed-film, siger premierminister.

Flere af de demonstranter, som i de seneste døgn har deltaget i antiamerikanske protester foran USA's ambassade i Egypten, er blevet betalt for at demonstrere.

Det fortæller Egyptens premierminister, Hisham Kandil, til landets statslige nyhedsbureau Mena, oplyser CNN.

Ifølge premierministeren har "et antal" demonstranter tilstået at have fået penge for at deltage i urolighederne.

Han nævner ikke, hvor mange det drejer sig om, eller hvem der står bag betalingerne, og premierministeren siger samtidig, at flere af demonstranterne er på gaden af egen fri vilje.

Siden et videoklip fra en islamkritisk film blev lagt på internettet tirsdag, har muslimer verden over demonstreret i vrede. Filmen er angiveligt nedladende over for profeten Muhammed.

Efter flere dages uroligheder i Egyptens hovedstad, Kairo, fik lokale politistyrker lørdag ro på demonstranterne foran den amerikanske ambassade samt på byens centrale Tahrir-plads.

I modsætning til blandt andet Libyen og Yemen har de antiamerikanske demonstranter i Egypten ikke krævet nogen ofre.

En person blev først rapporteret dræbt, men myndighederne oplyste senere, at dødsfaldet ikke var forbundet med demonstrationerne, skriver CNN.

Men flere er blevet kvæstet under sammenstød med politiet, da vrede demonstranter har forsøgt at storme USA's ambassade.