På den hjemlige front, har vi i årevis haft en magtfuldkommenhed fra det såkaldte højre og venstre, og det meste debat blandt medier og vælgere går på om den ene eller den anden af to kandidater gør det bedst for landet... underforstået: Mig.
Hvis du tror, du er noget....
Er man fra højrefløjen eller neoliberal mener man, at højrefløjen sørger for det bedste for alle danskere. Er man fra venstrefløjen og småsocialist, mener man, at venstrefløjen er det bedste for alle danskere. Omvendt er det en katastrofe for landet, hvis den anden fløj får magten.
Sandheden er langt fra så enkel: Det er reelt blevet ligegyldigt, om det er den ene eller den anden fløj, og kun de yderste grupperinger kan være en trussel mod de fleste. I virkeligheden er forskellen på højre og venstre for længst fordampet, og suget op af DJØF’er og magtfuldkommenhed.
Det bedste eksempel på de politiske magthaveres arrogance over for vælgerne og demokratiet er noget der skulle vise, hvor vigtigt demokratiet og folket er: Borgerforslag. Det er en lille Nem-id- løsning, som giver nogle utilfredse, nogle hårdt ramte og nogle empatiske borgere en mulighed for at få et ord indført på Christiansborg. Når der er samlet 50.000 underskrifter, bliver forslaget taget til behandling i Folketinget, efter nogle DJØF’er lige har rodet med det, og derefter afvises det af et stort set enigt folketing.
Som Sebastian sang så ofte, at det til sidste smertede i ørerne: “Hvis du tror du er noget, så’ der noget du har misforstået”, sådan er det med borgerforslag og den moderne variant af demokrati. Demokratiet består i dag af at man giver magten til enten Venstre eller Socialdemokratiet, og forskellen er faktisk umulig at få øje på.
Venstre lyver om samfundsnassende dovne og låner stemmer fra yderste højre, så dets magt befæstet i kraft af tidens udgave af jødeforfølgelse, og Frederiksen lyver om velfærd, så hun ved at følge det yderste højres krav om fortsat forfølgelse af minoriteter, kan befæste sin magt.
Afmagt og politikerlede
Friheden for den enkelte borger og for samfundet som helhed er faktisk truet, og personligt ser jeg kun manglende lyst til at stemme, som udtryk for en skuldertrækkende tilgang til demokratiet. Det er en yderst vigtig opgave, at den skuldertrækning ikke ændres til knyttede næver eller nazihilsen.
Desværre er det op til politikerne og deres hær af DJØF’er, så det ser ikke godt ud for fremtiden. Stadig flere finder det håbløst, og mon ikke en valgforsker eller to kan forklare den heldigvis lave, men beset ret uforståelige tilslutning til det yderste højre, som begrundet i afmagt og politikerlede.
På højrefløjen tillægger man kendsgerninger lige så stor betydning, som Münchhausen tillagde sandsynligheden for, at et menneske kan flyve på en kanonkugle. Venstrefløjen har en anden tilgang og vælger at jage storken ud på samme måde som molboerne.
Politikere er for længst ophørt med at lovgive ud fra behov, men lovgiver alene ud fra to overordnede formål: Kan det gavne mine muligheder for flere stemmer og giver det pote i pressen.
Forskellen er ens
Så er jeg tilbage ved udgangspunktet: Borgerforslag som rektaltermometer på politikernes magtsyge. Et borgerforslag skal have 50.000 underskrifter, inden det forelægges Folketinget, som kan nedstemme det, mens et parti skal have 20.000 stemmer for at få fire mandater og komme til at lovgive. Alene det synes at være en hån mod demokratiet og borgerindflydelse.