Efter fire nederlag på stribe lykkedes det omsider Werder Bremen at hente sine første tre point i 2017, men for Thomas Delaney blev 2-0-sejren over Mainz en blandet oplevelse.
Den danske landsholdsspiller scorede godt nok sit første mål siden skiftet fra FC København i vinterpausen, da han gjorde det til 2-0 midt i første halvleg, men efter pausen måtte han bæres fra banen med en skade.
Delaneys scoring faldt på et direkte frispark midt i første halvleg, da han drejede bolden over muren og ind bag landsmanden Jonas Lössl i Mainz-målet.
Forinden havde Serge Gnabry sikret det kriseramte Werder-hold en kanonstart ved at heade et hjørnespark i en bue hen over Lössl, der forgæves strakte sin lange krop til det yderste.
Delaneys arbejdsdag sluttede på en båre, da han kom galt af sted kort inde i anden halvleg, men selv uden den danske oprydder lykkedes det Werder at hive sejren i land.
Werder Bremen rykker med sejren ud af den tætte nedrykningszone. Holdet har nu 19 point på fjerdesidstepladsen.
Delaney var ikke den eneste dansker, der fik en central rolle i lørdagens bundesligakampe.
Ingolstadt-målmanden Martin Hansen reddede et straffespark i anden halvleg, da hans klub på udebane slog Frankfurt 2-0.
Hansen begik selv straffesparket, da han nedlagde Frankfurts Ante Rebic. Dommen var dog noget kontroversiel, da det så ud, som om Hansen spillede bolden, inden han bragede sammen med Frankfurt-spilleren.
Makoto Hasebe måtte dog se danskeren parere straffesparket, og han formåede heller ikke at sendte riposten i et åbent mål fra få meters afstand.
I stedet løb Ingolstadt med en overraskende sejr, der giver holdet fra Audi-byen nyt håb i bunden af rækken. Ingolstadt er stadig næstsidst, men holder med 18 point rivalerne i stram snor.
I den anden ende af tabellen var Bayern München på vej mod sæsonens blot andet nederlag, men en scoring af Robert Lewandowski i det sjette overtidsminut reddede 1-1 mod Hertha Berlin.
/ritzau/