De fire engelske tøser i All Saints var enhver journalists mareridt med deres pubertære næ-attitude dengang i 90 erne, da de toppede hitlisterne med numre som "Never Ever" og Red Hot Chili Peppers-coveret "Under The Bridge".
Men denne eftermiddag på et hotel i London er Melanie Blatt og Natalie Appleton venlighederne selv, selvom brugte tekopper, beskidte tallerkner og halvfyldte frugtfade vidner om en lang dags interview i anledning af deres nye album "Studio 1". Som de sidder i sofaen, fjollede af den champagne, de drikker, og i joggingtøj, uden makeup og med tofarvet hår, ligner de to arbejdertøser, der smager boblevand og bor på hotel for første gang i deres liv.
Forkælede gimper
Men sådan er det selvfølgelig ikke. For da All Saints toppede hitlisterne i slutningen af 90 erne, rejste de verden rundt, festede og kærestede med stjerner som Robbie Williams. Sagen er nærmere, at de nu værdsætter det søde liv efter at have været ude i kulden i flere år:
»Vi opdagede ikke, hvor succesfulde vi egentlig var, før det hele var overstået. Vi brokkede os konstant og værdsatte ikke oplevelserne. Man kigger tilbage og tænker, hvad havde vi gang i,« siger Melanie Blatt.
»Vi rejste til den anden ende af verden - og alt, vi gjorde, var at skændes,« istemmer Natalie Appleton.
Da All Saints gik fra hinanden, hængte de deres møgbeskidte vasketøj til skue for alle, der ville se og høre, og i flere år talte pigerne slet ikke med hinanden. I dag giver de et stramt program og et pludseligt gennembrud skylden:
»Hvem ved på forhånd, hvordan man skal deale med sådan noget,« spørger Natalie. Og som svar på, hvad der helt konkret gik galt, siger Melanie: »Mangel på kommunikation og respekt. Vi var unge.«
Musikken kommer sidst
For omkring et år siden besluttede de at stoppe den kolde krig, og nogle måneder senere skrev de under på en pladekontrakt. "Studio 1" blev indspillet på meget kort tid, og pigerne kalder indspilningsprocessen halvt arbejde, halvt sjov.
»Jeg tror, det gik nemmere denne gang, fordi vi ikke pressede os selv. Vi var bare så glade for at være sammen, at vi ikke rigtigt koncentrerede os om musikken, selvom den selvfølgelig er vigtig,« siger Melanie Blatt.
Hvorfor tror I, det virker denne gang?
»I dag står vi bag hinanden, det gjorde vi ikke dengang. Det virker så simpelt i dag, men dengang var det den sværeste opgave i verden,« siger Melanie Blatt.
»Nu ved vi, hvad vi gjorde forkert. Bandet er ingenting i forhold til vores venskab, det vil altid komme først,« supplerer Natalie Appleton.
I har alle børn nu. Hvordan vil I kombinere familieliv med turne og promovering?
»Vi er vores egne chefer, og vi kan altid tage vores børn med os. Men vi vil bruge så meget tid som muligt derhjemme. Man skal have prioriteterne i orden, og førsteprioriteten er vores børn, så kommer vores venskab, og så kommer musikken,« siger Natalie Appleton, som har en datter fra et tidligere forhold og sønnen Ace med Liam Howlett fra Prodigy.
Søster Nicole har også barn med en Liam, men det er Gallagher fra Oasis. Melanie Blatt har en datter, mens All Saints hovedsangskriver Shazney Lewis for nylig fik en søn.
Det ordner Radiohead
Studio 1 befinder sig stadig i den bløde R&B ende, men som så mange andre er All Saints også gået reggae-vejen på deres comeback-album. Kunne det tænkes, at de forsøger at ride med på bølgen?
»Vi havde lyst til reggae og ska, da vi lavede pladen. Som unge hørte vi Madness (engelsk ska-band fra slut 70 erne, som blandt andet hittede med Our House red.), og jeg tror altid, man på et tidspunkt vender tilbage til det, man syntes var fedt som ung. Og da vi indspillede, var der ingen andre, der lavede reggae,« siger Melanie Blatt, selvom det vist ikke er helt rigtigt.
Meget er altså sket, siden verden sidst hørte til All Saints, og de er med egne ord blevet klogere. Alligevel hælder teksterne på "Studio 1" til den lette side.
»Vi overlader det til Radiohead at komme med kommentarer til samfundet. Vi gør det, vi er bedst til, og det er at lave gode popsange. Ikke at ændre verden.«