Gik du og troede, at rocker- og bandegrupper var sammentømrede broderskaber med stor intern loyalitet, så kan du godt tro om igen.
Langt de fleste medlemmer forlader de hårdkogte miljøer efter ganske få år, og kun en meget lille del bliver på et senere tidspunkt suget ind i banderne igen.
Ifølge den seneste rapport om "flowet" i rocker- og bandemiljøet vender cirka hver tredje medlem ryggen til grupperingerne inden for to år, efter at de er blevet optaget.
Fire ud af fem er skredet, inden der er gået fem år fra deres optagelse, viser rapporten fra Justitsministeriets Forskningskontor.
- Der synes at være en udbredt opfattelse af, at når først man er blevet medlem af de her grupperinger, så er det for livet. Vores undersøgelse viser tværtimod, at der er relativ stor gennemstrømning, siger forskningschef Anne-Julie Boesen Pedersen.
Den nye undersøgelse har gennemtrawlet politiets registreringer af rockere og bandemedlemmer siden juni 2009.
I alt drejer det sig om 3593 personer.
Af dem har kun 268 været med hele vejen frem til i år, hvilket svarer til syv procent.
Der kan være mange grunde til, at de kriminelle ryger af politiets lister over registrerede rockere og bandemedlemmer.
Nogle bliver smidt ud af grupperne, nogle træder ind i myndighedernes exit-programmer, men langt de fleste forlader frivilligt miljøerne uden de helt store armbevægelser.
Ifølge forskningschef Anne-Julie Boesen Pedersen viser en tidligere undersøgelse fra forskningskontoret, at det ofte er ganske jordnære prioriteter, der får de kriminelle til at forlade miljøerne.
Undersøgelsen omhandlede den relativt lille gruppe, der indgår i exit-programmerne, og forskningschefen understreger, at det ikke er sikkert, at alle har samme bevæggrunde.
- Men deres grund til at forlade miljøerne var hensynet til familie, at de var trætte af livsstilen, og at de ville ud af kriminalitet og have et almindeligt arbejde og en uddannelse, siger hun.
Per 1. januar havde politiet registreret 1257 medlemmer af bander og rockergrupper.
/ritzau/