Fakta følger
---- ---- ---- ----
Ret beset kunne man have droppet både grundspil og slutspil og være gået direkte til semifinalerne i Dame Håndbold Ligaen.
Viborg, Team Tvis Holstebro, Randers og FC Midtjylland lignede på forhånd de bedste bud på en top-4 i dansk kvindehåndbold, og det er da også disse fire hold, der i denne uge tager hul på de afgørende DM-kampe.
Randers lægger tirsdag ud på hjemmebane mod FC Midtjylland i den ene semifinale, mens Viborg hjemme tager imod Team Tvis Holstebro i den anden semifinale onsdag.
TV2's håndboldekspert Trine Jensen mener, at Viborg er stor favorit mod Team Tvis, mens den anden semifinale ser mere åben ud.
- Tvis har det normalt enormt svært mod Viborg. De er blevet kørt over ende, fordi de har det svært mod et fysisk stærkt Viborg-hold.
- Tvis lever på hurtigt spil og kontra, men de møder et hold, hvor de får svært ved at komme igennem, og hvor de slet ikke kan komme til at løbe så meget, siger Trine Jensen.
Hun bakkes op af statistikken for sæsonen. Tager man pokalturneringen med, har de to hold mødtes tre gange, og Viborg har vundet hver gang med henholdsvis 5, 11 og 14 overskydende mål.
Den anden semifinale er en gentagelse af sidste års DM-finale og er straks mere åben. Hvor Trine Jensen mener, at Randers er favorit, har landsholdsspilleren Christina Krogshede fra FIF mere fidus til FCM.
- FC Midtjylland har virket mere skarpe på det seneste og ligner et hold, der er i balance og som ved, hvem der gør hvad.
- Randers har været mere svingende og ser ud til at være afhængig af, at der er nogen, der tager styringen. Sammenspillet er i hvert fald ikke lige så godt som hos FCM, siger Krogshede, der mødte midtjyderne to gange i slutspillet og tabte begge gange.
De fire semifinaleklubber leverede tilsammen 13 af de 17 spillere, som landstræner Jan Pytlick havde med til VM i Brasilien i december.
Deres dominans understreges også af, at der efter grundspillets afslutning var hele 10 point ned til Team Esbjerg på femtepladsen.