Tidligere på dagen stak flere danske landsholdsprofiler - heriblandt målmand Thomas Sørensen - en hjælpende hånd ud til baneløberen, som tirsdag blev dømt til at betale en erstatning på knap 1.9 millioner kroner til DBU.
Men det må de ikke, mener Dansk Boldspil-Union.
"Det sender et fuldstændig forkert signal, at spillerne snakker om at iværksætte en indsamling. Det skal jo nødigt være sådan, at man kan løbe ind på banen under en landskamp, og så efterfølgende få støtte, når der skal betales en erstatning," siger generalsekretær Jim Stjerne Hansen til ekstrabladet.dk.
Han mener, at spillerne må have misforstået DBU's hensigter i sagen.
"Man skal også huske på, at erstatningen i byretten lød på 900.000 kroner, og at Ronni efterfølgende ankede til landsretten med krav om frifindelse. Det har aldrig været vore hensigt at ødelægge mandens liv. Men det var ham selv, der ankede," siger Jim Stjerne Hansen.
Derfor må han tage ansvar for sine handlinger ved at betale.
Spillerne vil blandt andet have doneret deres bonus ved februars landskamp mod Rusland, men det er DBU ikke interesserede i.