Afløseren for U/21-landstræner Morten Wieghorst er fundet. Dansk Boldspil-Union (DBU) vil på et pressemøde i Fodboldens Hus i Brøndby klokken 10 præsentere det nye fodboldnavn.
- DBU har fornøjelsen at invitere til præsentation af fodboldforbundets kommende træner for U21-landsholdet ved et pressemøde, skriver DBU på sin hjemmeside.
Den kommende træner samt DBU's elitechef, John Helt, der er ansvarlig for at ansætte fodboldforbundets ungdoms- og kvindelandsholdstrænere, vil være til stede i Brøndby på pressemødet.
Morten Wieghorst blev for nylig ansat som assistenttræner i den engelske Premier League-klub Swansea, hvor Michael Laudrup er manager. Wieghorst begynder i det job til sommer.
- Den åbne dialog med såvel Morten Wieghorst som han nuværende klub, Swansea, i januar og februar gjorde fodboldforbundet i stand til at opstille en prioriteret kandidatliste og sondere markedet for en potentiel afløser allerede under samtaleforløbet med den fungerende træner for U21-landsholdet.
- Det betyder, at DBU allerede nu mindre end to uger efter at have fritstillet Morten Wieghorst kan præsentere hans efterfølger, lyder det fra DBU.
/ritzau/