Baneløberen Ronni, bedre kendt som 'fodboldtossen', blev i gør dømt i landsretten til at betale 1,8 millioner kroner i erstatning til DBU for at være løbet på banen under en landskamp mod Sverige.
Men DBU er åben for, at Ronni ikke behøver betale det fulde beløb, lyder det i en pressemeddelelse.
"Som vi også i flere sammenhæng har udtalt, så er vi stadig parat til at indgå i en dialog med vores modpart omkring størrelsen af erstatningen og en eventuel afdragsordning. Den holdning gentog vi i går efter landsrettens afgørelse," skriver DBU's generalsekretær Jim Stjerne Hansen i pressemeddelelsen.
DBU ønsker ikke at tage diskussionen gennem medierne, men vil i stedet hellere forhandle direkte med Ronni.
"Derfor afventer vi en henvendelse fra vores modpart i sagen med henblik på at finde en løsning," fortsætter Jim Stjerne Hansen.
Han understreger samtidig, at DBU overhovedet anlagde en erstatningssag, fordi man ønsker at have et principielt juridisk afgørelse i ryggen for at forhindre lignende episoder i fremtiden.