Helsebutikkerne i Danmark har i den seneste tid mærket en ekstraordinær stor efterspørgsel på produkter og kosttilskud med jod. Matas kunne således tirsdag melde udsolgt, hvis man forsøgte at købe jodtabletter online.
Årsagen er situationen i Ukraine og ikke mindst Vladimir Putins udmelding om at øge beredskabet hos de såkaldte “afskrækkelsesstyrker”, der blandt andet dækker over de russiske atomvåben.
Jodtabletter bruges for at opnå en beskyttende effekt mod radioaktiv stråling, men der er ikke nogen grund til, at danskerne har tabletter med jod liggende. Sådan lyder det både fra Sundhedsstyrelsen og Apotekerforeningen.
De tabletter, der kan købes i håndkøb, har nemlig ingen effekt, fortæller Apotekerforeningen. Bliver man udsat for radioaktivitet, er det højdosis-produkter med 65 milligram kaliumjodid (svarende til 50 mg jod), der skal anvendes.
- Det er uheldigt, hvis borgerne køber kosttilskud med jod i den tro, at det kan give dem beskyttelse i tilfælde af, at de udsættes for radioaktivitet. For mængden af jod er så lav, at det ingen effekt har overhovedet i en situation, hvor man bliver udsat for stråling, siger Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening.
Skal man bruge jodtabletter i en så høj dosis, at de kan benyttes i tilfælde af strålingsfare, skal de specialfremstilles og udleveres på recept.
Også Sundhedsstyrelsen har meddelt, at der ikke er nogen grund til, at danskerne ligger inde med jodprodukter som følge af krigen i Ukraine. Her lyder begrundelsen, at afstanden fra Ukraine til Danmark er så stor, at et eventuelt udslip vil blive spredt og fortyndet i atmosfæren og derfor ikke vil udgøre en sundhedsrisiko for danskerne.