Det er sagt mange gange. At plejepersonalet i social- og sundhedssektoren udgør kernetropperne i velfærdsstaten. Og det skal også belønnes, mener mange danskere.
Hele 43 procent af danskere mener ifølge en meningsmåling foretaget af Rambøll for Jyllands-Posten, at hjemmehjælperne og social- og sundhedshjælperne bør have mere i løn.
Det gør plejepersonalet til den faggruppe, som danskerne helst ser får et lønhop af de forskellige offentlige faggrupper. Til sammenligning vil kun 17 procent helst give sygeplejerskerne flere penge, mens otte procent mener, at pædagogerne bør være de første, der får en lønstigning. Seks procent vil ifølge Rambøll-målingen give penge til folkeskolelærerne, fem procent til politibetjentene og én procent vil helst give penge til lægerne.
FOA-formand Dennis Kristensen mener, at målingen kan bruges i kampen for at give de lavtlønnede i plejesektoren mere i lønningsposen.
- Vi vil bruge tallene fra meningsmålingen her til at overbevise
politikerne om, at det er nødvendigt at give mere til de lavtlønnede
kvindefag i forhold til andre grupper, siger han til avisen.
Han støttes af Dansk Folkeparti, der vil give social- og sundhedspersonalet fem milliarder kroner ekstra over de kommende fem år, men det krav falder ikke i god jord hos regeringspartierne.
- Spørgsmål om løn skal ikke afgøres på Christiansborg. Det skal aftales
ved overenskomstforhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter, siger Troels Lund Poulsen, politisk ordfører for Venstre.