Danskere skal ikke kun holde sig væk fra Krim-halvøen, men også fra de østlige byer i det uroplagede Ukraine.
Det er meldingen fra Udenrigsministeriet, der har opdateret sin rejsevejledning til landet efter de seneste dages uroligheder og sammenstød i det østlige Ukraine.
- I lyset af den seneste udvikling i det østlige Ukraine med demonstrationer i flere byer samt den ukrainske regerings udmelding om antiterroraktioner i området, frarådes alle rejser til Donetsk, Lugansk og Kharkiv, står der i ministeriets opdatering.
Tirsdag har ukrainsk militær indledt en operation mod prorussiske aktivister i Donetsk-regionen, siger Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax.
- Målet med dette tiltag er at beskytte borgerne i Ukraine, siger Oleksandr Turtjynov ifølge den russiske tv-kanal Russia Today.
Ifølge præsidenten har operationen også til formål at forhindre "forsøg på at splitte Ukraine fra hinanden".
Udenrigsministeriet fraråder ligeledes ikke-nødvendige rejser til regioner i det sydlige og nordlige Ukraine, fordi situationen ifølge ministeriet er "uforudsigelig". Derfor skal danskere generelt også holde sig fra demonstrationer og optøjer:
- Generelt er situationen i Ukraine meget ustabil og kan ændre sig med meget kort varsel, hvorfor danskere, som opholder sig i Ukraine, bør holde sig orienteret om udviklingen i landet via lokale og internationale medier samt ambassadens hjemmeside.
Udenrigsministeriet opfordrer samtidig alle rejsende til Ukraine til at registrere sig på den såkaldte danskerliste hos ambassaden i Kijev.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.