En mand i 70’erne fra Viborg troede ikke på sit eget held, da han fik en opringning om, at han var blevet millionær i Lotto.
- Jeg troede jo først, det var en joke. Men som samtalen skred frem, gik det op for mig, at det nok var rigtigt, siger den heldige mand i en pressemeddelelse fra Danske Spil.
Meddelelsen om, at der var fem millioner kroner på vej ind på bankkontoen, skabte så mange tanker, at manden ikke kunne sove:
- Jeg kan love dig, at jeg ikke sov særlig godt om natten. Tankerne kørte rundt og rundt. Man tror nok ikke rigtig på det, før man kan se dem på kontoen.
Manden, der er gift, forklarer, at pengene falder på et tørt sted for ham og hans kone.
- Det er jo ikke mange penge, man har at gøre med som pensionister. Gevinsten gør, at vi nu med sikkerhed kan blive i vores hus – og tilmed kan få opdateret det på forskellige måder, siger han.
Parret har valgt at være anonyme - også overfor den nærmeste familie og venner.
Men det forhindrer dem ikke i, at føre nogle drømme ud i livet. Først skal der stå en ny bil i indkørslen, og så vil parret tage på en drømmerejse til Nordkap.