Hvis det står til mange politikere, vil de danske motorveje være fyldt med lynhurtige bilister, der glade suser afsted med 130 kilometer i timen.
Men det er det rene energispild, skriver Jyllands-Posten.
"Hvis man skærer hastighedsgrænsen fra 130 til 110 kilometer i timen, er der 20 procents energiforbrug at spare," siger Martin Lidegaard til Newspaq.
Han er formand for den grønne tænketank Concito, som sidste år lavede udregninger, der viste, at fartgrænserne er et godt sted at starte, hvis man vil spare på CO2'en.
"Det er altså noget, der kan få os et godt stykke af vejen mod den målsætning på 20 procents CO2-reduktion, som vi har i 2020. Vi har næsten ikke råd til at undvære den reduktion, også fordi det er godt for trafiksikkerheden," påpeger Martin Lidegaard.
Det er ikke nyt for politikerne, at man kan spare på CO2-udslippet ved at sænke fartgrænserne. Men alligevel er der mange fortalere for, at danskerne skal have lov til at ramme de høje tal på speedometeret.
"Det er svært at forklare, hvorfor man har så travlt med at sætte farten op på vejene. Jeg tror, politikerne tror, at vælgerne rigtig gerne vil have det, men det er der sådan set ikke noget dokumentation for," mener Martin Lidegaard.
Spanien har netop sat fartgrænserne ned fra 120 kilometer i timen til 110. Landet regner med at spare 15 procent i energiforbrug på den konto, skriver Jyllands Posten.