Henrik Rasmussen, 47, havde en drøm om at ride på elefanter. Den 24. januar tog hans kusine, Helen Sørensen, ham med til Thailand for at indfri den. Men drømmen endte som et mareridt.
I dag er det syv døgn siden hans familie har set ham. Helen Sørensen er særligt bekymret, fordi hendes fætter lider af Downs Syndrom.
- Han kan hverken tale thai eller engelsk og kan heller ikke læse og skrive, siger den tydeligt bekymrede kusine til Avisen.dk.
Henrik Rasmussen forsvandt fra sit hotel, Royal Paradise Hotel i Patong, klokken halv fire om morgenen mandag den 28. januar, og siden har familien ikke fået et eneste livstegn.
- Vi har hængt flyers op i hele byen og udstedt en dusør på 10.000 baht (cirka 1.400 kroner) for informationer om, hvor han kan være. Vi føler, at det begynder at spidse til, siger Helen Sørensen.
Hun fortæller, at hun er i løbende kontakt med Udenrigsministeriet i Danmark. Nu overvejer familien at udsende en officiel efterlysning i Danmark i håbet om, at danske turister har set Henrik Rasmussen på deres ferie.
- Vi skal egentlig hjem på fredag, men nu ved vi slet ikke, hvad vi skal gøre. Det ender nok med, at hans brødre kommer herud og fortsætter eftersøgningen, siger Helen Sørensen til Avisen.dk.