Restaurant Démodé har høstet flotte anmeldelser og anerkendelse af Michelin-guiden.
Men nu har den anerkendte køkkenchef Rasmus Grønbech forladt stedet.
Det skriver Berlingske.
Bruddet sker ifølge avisen på grund af uenigheder med resten af ejerkredsen.
- Jeg er meget ked af situationen. Jeg føler, at jeg er blevet skubbet ud, siger Rasmus Grønbech til Berlingske.
Han fortæller, at han af Restaurant Démodés to andre ejere, som ejer tilsammen 70 procent af restauranten, er blevet bedt om at lave mad til en bod til Smukfest i Skanderborg.
- Men altså, jeg er jo for fanden ikke nogen festivalkok, siger Rasmus Grønbech.
Den nu 52-årige Rasmus Grønbech ses her på et billede fra 2013. (Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix)
Lasse Askov, der er direktør og medejer, bekræfter bruddet over for Berlingske, og sige, at Restaurant Démodé fra start har haft "et udgiftsniveau i Michelin-klassen" og tilføjer, at "det er ikke bæredygtigt".
Lasse Askov oplyser, at der ikke umiddelbart ledes efter en ny stjernekok, og at man fortsætter med det provencalsk inspirerede franske køkken.
Rasmus Grønbech, der stadig ejer 30 procent af Démodé, håber at de to andre partnere vil købe ham ud, og ved så i øvrigt ikke, hvad fremtiden bringer, skriver Berlingske.