Der er godt nyt for de mange, der spilder masser af tid på at stå i kø i sikkerhedskontroller i lufthavne verden over.
Et hold forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) arbejder på at lave en ny skanner, der kan undersøge håndbagage, uden at man behøver pille vandflasker og computere ud af tasken.
I stedet placerer passageren bare sin taske i en særlig trolley, kører den igennem skanneren, som hurtigt konstaterer, om der er farligt materiale. Samtidig kan passageren gå igennem en kropsskanner og komme videre til gaten.
Ulrik Lund Schmidt, der er seniorforskningsingeniør på DTU, forventer, at man på den måde kan firedoble antallet af passager, der kan nå igennem kontrollen på en time.
- Vores skanner bruger matematiske algoritmer, der analyserer røntgenbillederne og kan give en meget præcis karakteristik af det, der befinder sig i tasken.
- Vi fotograferer tasken fra 12 vinkler, så det ikke er muligt at gemme noget i tasken. Derfor er der ikke længere brug for at tage eksempelvis laptops ud, og det sparer naturligvis tid, siger han.
Systemet er i øjeblikket under udvikling og forventes at blive sendt til certificering til sommer.
Herefter skulle systemet være klar til at blive rullet ud i en række testlufthavne.
- Vi har fået at vide, at det svære ikke består i at lave skanneren, men at overbevise lufthavnene om, at den er pengene værd.
- Men vi tror, at det kan lade sig gøre, fordi vi tror, at det forbedrer passagerens oplevelse af check-in-proceduren væsentligt, samtidig med at det også øger den tid, som man har til rådighed til eksempelvis indkøb i lufthavnen, siger Ulrik Lund Schmidt.
DTU samarbejder blandt andet med virksomheden Exruptive om udvikling af det samlede sikkerhedskoncept.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.