Anne Dorte Michelsens hits som "Sig du ka' li' mig", "Ud under åben himmel" og "Indianer" er i årtier strømmet ud gennem æteren.
Men nu sætter sangeren sig om på den anden side af mikrofonen.
Hun er nemlig sprunget ud som DR-vært på P5-programmet "To vers og et omkvæd".
Det annoncerer DR.
- Det er et program, der med både et sug i hjertet og et glimt i øjet præsenterer musik fra syv årtier, skriver public service-stationen om "To vers og et omkvæd".
Lige fra Gasolin' til Dolly Parton er at finde på playlisten.
- Fokus er på den gode sang og historiefortælling, som den gennem generationer af sangskrivere har foldet sig ud i netop "To vers og et omkvæd", lyder det fra DR.
Anne Dorte Michelsen er kendt som en del af Tøsedrengene.
Den 65-årige prisvindende musiker står også bag gruppen Venter på far. Men hun optræder også i eget navn.
Anne Dorte Michelsen blev tidligere i år modtager af Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.
"To vers og et omkvæd" bliver sendt om søndagen fra klokken 10.03 til 12.00.
/ritzau/
Af Ritzau Fokus