Malmø og Lund bliver de kommende dage sat på den anden ende, når den katolske kirkes overhoved i Vatikanet, pave Frans, kommer på besøg.
Paven lander mandag formiddag og har et tætpakket 24-timers program med gudstjeneste og en messe.
Sammen med både lutheranere og katolikker skal han markere, at reformationen til næste år har 500-års-jubilæum.
Sikkerheden ved pavens besøg vil være omfattende, skriver svenske medier. Også dansk politi er indblandet, da bombehunde fra Danmark vil være på plads under besøget, skriver nyhedsbureauet TT.
Samtidig er flere områder i både Malmø og Lund fuldstændig afspærret. Det betyder blandt andet, at Postnord er nødt til at sætte arbejdet med at hente og bringe breve og pakker på pause for en stund.
I løbet af sit besøg skal pave Frans møde den svenske statsminister, Stefan Löfven, og Sveriges regentpar.
Efter de officielle håndtryk skal paven mandag eftermiddag holde en gudstjeneste i domkirken i Lund. Herefter går turen til et arrangement i Malmö Arena, oplyser den katolske kirke i Sverige på sin hjemmeside.
Tirsdag sætter pave Frans atter kurs mod Vatikanet klokken 12.45, men før det skal han stå i spidsen for en katolsk messe på Swedbank stadion.
Pavens besøg er et led i den globale fejring af reformationen. Begivenheden har til formål at styrke forholdet mellem den lutherske og katolske kirke.
De kristne kirker skal nærme sig hinanden i stedet for at fokusere på konflikter. Det er også pave Frans' budskab på det sociale medie Twitter forud for sit svenske besøg.
- Jeg anmoder jer alle om at bede for, at min rejse til Sverige kan bidrage til at knytte alle kristne sammen, skriver han søndag.
Det var Martin Luthers 95 teser, der for 500 år siden førte til reformationen og den protestantiske folkekirke.
Det er første gang siden 1989, at Skandinavien får besøg af en pave.
/ritzau/