De er her, der og alle vegne. Denne sommer har det været umuligt at komme uden om de små Pokémons, som gemmer sig rundt omkring verden over og får både børn og voksne til at drage ud på gader og stræder for at jage dem.
Men det er ikke bare i byområderne, at de små væsner kan gemmer sig, og det skaber ind i mellem nogle misforståelser, når Pokémon-jægere i flok bevæger sig rundt for at finde dem. Det skriver Aftonbladet.
For nylig blev en gruppe unge således stoppet en sen aften ude foran Solliden slot, der er den svenske kongefamilies sommerresidens. Der er nemlig lukket for offentligheden om aftenen og natten på slottet, men det forhindrede ikke de unge i at gå på jagt bevæbnet med mobiltelefoner og fakler til at oplyse det mørke område.
Sikkerhedspersonalet fik dog hurtigt ledt de unge væk fra stedet igen.
- Da de så folk komme gående med fakler, og de prøvede at komme ind i haven, blev de mistænksomme. Derfor gik de over og tjekkede, og det viste sig så, at det var Pokémon-jægere, fortæller Sven Stensson, der er sikkerhedschef.
I øjeblikket holder kronprinsesse Victoria, prins Daniel og deres børn, prinsesse Estelle og prins Oscar ferie på slottet sammen med kong Carl Gustaf og dronning Silvia.
/ritzau/FOKUS