Danskerne og FN må vente lidt endnu på svar om, hvad Danmark vil bidrage med til FN-missionen i Mali.
Det står klart, efter at udenrigsminister Villy Søvndal (SF) torsdag mødtes med Folketingets partier i Udenrigspolitisk Nævn.
- Vi har orienteret nævnet om, at vi har fået et ønske fra FN om, at Danmark deltager i FN's stabiliseringsstyrke i Mali. Vi har allerede bidraget til den franske indsats, og derfor er det også naturligt, at vi bidrager, nu hvor der er tale om en FN-styrke.
- Vi taler om et transportbidrag og derudover nogle stabsofficerer. Det er det, vi fra dansk side kan tilbyde, og det er også det, som FN efterspørger, siger Villy Søvndal.
Franske soldater gik ind i Mali i januar for at hjælpe de maliske regeringsstyrker med at fordrive bevæbnede islamistiske oprørsgrupper fra det nordlige Mali, hvor FN nu vil udstationere en styrke på omkring 1200 mand.
Før mødet var der lagt op til, at et bredt flertal torsdag ville beslutte at sende et dansk Hercules-fly og 10 stabsofficerer til Mali. Men den konkrete sammensætning af styrken må vente til efteråret, fastslår udenrigsministeren.
- Det er klart, at vi skal have afklaret helt konkret, hvordan styrken skal sammensættes, og FN-styrken skal også først op at stå. Vi har aftalt med svenskerne, at de tager første omgang med transportflyet, og så kommer vi ned og afløser dem, siger Villy Søvndal.
Der er 60 mand knyttet til transportflyet - og dermed kan der være udsigt til, at Danmark samlet sender 70 mand til Mali.
FN har også rettet henvendelse til Danmark om at sende fredsbevarende styrker til Golan-højderne på den israelsk-syriske grænse. Her mangler FN soldater til observatørmission i området, efter at Østrig har besluttet at trække 380 soldater hjem.
På dagens møde i Udenrigspolitisk Nævn blev der dog heller ikke truffet en endelig beslutning om Golan, selvom flere partier har udtrykt sig positiv over for at sende et dansk bidrag til Undof-missionen, der overvåger våbenhvilen mellem Syrien og Israel.
- Det er for tidligt at tage stilling til nu. Vi har fået en meget generel forespørgsel fra FN om et dansk bidrag, og vi har svaret meget generelt, at vi gerne vil bidrage, når FN kalder. Men vi er slet ikke så langt, som vi er i Malis tilfælde, siger Villy Søvndal.
/ritzau/